'AarhusSelfies' - fotoudstilling og debat på Store Torv i samarbejde med FO-Aarhus

Udstillingen er en blanding af turistfotografier og AarhusSelfies-fotografier med markante personligheder fra byen. Turistfotografierne viser populære destinationer som vi kendte dem før pandemien, og billederne vil vække genklang og minder hos alle der har været ude at rejse. 

 

Men covid-19 har sat et effektivt stop for de udenlandsrejser og ferier vi tidligere tog for givet. De nye AarhusSelfies-fotografier er inspiration til at opdage, eller genopdage byen, til at gøre det vi kan: finde oplevelser og sanselighed i det nære. Ved at veksle mellem nære og fjerne destinationer sættes rejser i perspektiv. AarhusSelfies er en kærlig skildring af turister, men lægger også op til refleksion over rejser og turisme.

 

’At rejse er at leve’, er et af de bedst kendte citater fra H.C. Andersen. Men i 1855 var det ikke for almindelige folk at rejse, det tilkom de bedrestillede og kulturpersonligheder, og dem var der ikke mange af. Anderledes er det i dag, hvor billige flyrejser gør fjerne eksotiske destinationer tilgængelige for mange mennesker. 

 

Spørgsmålet er, hvor meget vi lever når vi rejser; ingen andre end den rejsende selv, kan afgøre værdien af rejsen for den enkelte. Men kigger man på populære rejsemål, kan man godt sætte spørgsmålstegn ved om oplevelsen var rejsen værd. Enhver der har stået ved Eiffeltårnet i Paris, og kæmpet med andre turister om pladsen til at tage et turistfoto, ved at man ikke nødvendigvis kommer derfra med en autentisk rejseoplevelse. Så hvad er den gode rejseoplevelse?

 

AarhusSelfies sætter flere emner til debat, dels rejseoplevelser men også bæredygtighed. Hvordan kan vi bidrage til grønnere rejseformer, har vi ændret adfærd under pandemien - eller vender vi tilbage til vante ferie- og rejsemønstre så snart vi får muligheden?

 

Fotograf Mai Skou Wihlborg fortæller om nye AarhusSelfies-fotografier og turistfotografier fra ferier og forretningsrejser gennem 20 år. Sammen debatterer vi bæredygtige rejseoplevelser.

Kursusnummer
21-1593

Dato og tid
Ons 30.06.2021 16:00-17:30

Underviser
Mai Skou Wihlborg

Sted
Store Torv
8000 Aarhus C

Lokale
Udendørs

Pris

0,- Almen
0,- Deltager anden kommune

Del på Facebook

FO Aarhus


Frederiksgade 78C
8000 Aarhus C

Telefon: 87 46 45 00
Mail: info@fo-aarhus.dk
CVR: 58 96 19 14
Telefontid: Man-Fre 9.00 - 15.00